Dansk Blindesamfund vinder guld for bedste brugeroplevelse ved Danish Digital Award
Torsdag d. 13 juni 2024 var en stor aften, da Dansk Blindesamfund vandt guld i kategorien Bedste Brugeroplevelse ved den prestigefyldte Danish Digital Award.
Sammen med Dansk Blindesamfund vandt teamet bag digitalinklusion.com guld i kategorien “Best in UX Design” ved den prestigefyldte Danish Digital Award. Prisen blev uddelt torsdag d. 13. juni 2024, og anerkendelsen understregede vores dedikation til at skabe inkluderende og tilgængelige digitale løsninger, som gør en reel forskel for brugere med synshandicap. Vi var dybt beærede over at modtage denne pris og vil fortsætte vores arbejde med at forbedre brugeroplevelsen for alle.
Forretningsudvalgsmedlem Jesper Holten holdt en inspirerende takketale, hvor han understregede vigtigheden af tilgængelighed og digital inklusion på hjemmesider. Opfordringen lød, at det er nødvendigt at indtænke webtilgængelighed i hjemmesiders design fra start af, så blinde og svagsynede ikke hægtes af den digitale udvikling. De er nemlig også forbrugere.
“Dansk Blindesamfunds hjemmeside står som et state-of-the-art eksempel på klassisk UX-design ved at fusionere avanceret tilgængelighed med en intuitiv brugeroplevelse. Denne tilgang har resulteret i markante forbedringer, som understøtter troværdighed for afsender og styrker Dansk Blindesamfunds brand. En klar vinder!”
Juryens begrundelse
Billeder fra Danish Digital Awards
Den mest tilgængelige hjemmeside
Det gennemgående tema for hjemmesiden har været, at tilgængelighed prioriteres over alt andet. Det kommer for eksempel til udtryk med en hjemmeside, der er designet med enkle og klare navigationsstrukturer, selvforklarende overskrifter, høj kontrast og venstrestillet indhold, der er afgørende for brugere med skærmlæsere og zoomfunktion. Det er usædvanligt for hjemmesider og har derfor givet Dansk Blindesamfunds hjemmeside et unikt udtryk.
“Den intuitive menustruktur, og det tilgængelige design gør det let og hurtigt for os at finde de informationer vi har brug for. Hvis blot mange flere hjemmesider var opbygget fra starten med tilgængelighed i fokus, ville den digitale inklusion være meget bedre. Vores nye hjemmeside er et led i Dansk Blindesamfunds ønske om at være den bedste forening vi kan være for vores medlemmer”, siger forretningsudvalgsmedlem med ansvar for tilgængelighed, Jesper Bentil Holten.
Det er lykkes i samarbejde med designbureauet TRESYV og webtilgængelighedsbureauet INKLUSIO, der løbende har testet prototyper og design med målgruppen. Denne tilgang har gjort det muligt hele tiden at tilpasse og forbedre vores strategi, der har resulteret i en hjemmeside, der ikke kun overholder, men overgår standarden for tilgængelighed.